Kontakt

Vækst med social bundlinje – Payment by Results

Nyt partnerskab skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at skabe vækst og beskæftigelse af udsatte ledige. Samtidig skal projektet bane vej for, at kommunerne kan bruge nye finansieringsmekanismer til deres sociale indsatser. Partnerskabet – som er søsat af Den Sociale Kapitalfond sammen med Erhvervsministeriet og en række fonde og kommuner – kan blive en god forretning for kommunerne. Projektet er også beskrevet i Mandag Morgen.

Projektet ”Vækst med social bundlinje” lanceres den 27. marts. Det nye partnerskab, mellem Den Sociale Kapitalfond i samarbejde med TrygFonden, Bikubenfonden, Turborgfondet og Markedsmodningsfonden under Erhvervsministeriet samt en række kommuner, afprøver om metoden med ”sociale vækstprogrammer” på kommunalt plan kan bruges til at koble vækst og social ansvarlighed. Samtidig tester partnerskabet, om indsatsen kan sættes på investeringsformel – en såkaldt ”Payment by Results” mekanisme – hvor det offentlige betaler for resultaterne (fx antal udsatte/unge i job) frem for indsatsen. Metoden er afprøvet i bl.a. USA, Storbritannien og Finland med store perspektiver. I Danmark er det imidlertid første gang at den bliver afprøvet i praksis.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen bakker op om projektet, “Det særligt spændende ved det her projekt er, at det starter med økonomisk vækst. Partnerskabet skal hjælpe små og mellemstore virksomheder til at vokse og derigennem skabe plads til udsatte på arbejdsmarkedet. De bliver altså et positivt bidrag til virksomhederne – og ikke en byrde eller noget, som virksomhederne påtager sig af pligt. At vi samtidig får testet, om vi kan få endnu mere ud af skattekronerne, er en ekstra gevinst oveni den værdi det vil medføre for den enkelte og for samfundet”, siger erhvervsministeren.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse og du kan kontakte programdirektør Birgitte Frost Mathiesen for mere information om projektet.

 

 

Programdirektør
Birgitte Frost Mathiesen T: +45 28 49 00 80 E: bfm@socialkapitalfond.dk