Kontakt

Ledige får en chance i nordjyske virksomheder

Flere og flere brancher oplever mangel på arbejdskraft – og det hæmmer væksten. Samtidig befinder cirka 2.000 alborgensere sig langt fra arbejdsmarkedet.
Det paradoks skal La Bontá i Aalborg og Hjørring og SushiMania fra Aalborg hjælpe med at løse i partnerskab med Aalborg Kommune, Fokus Folkeoplysning, RCA og Den Sociale Kapitalfond.

De to virksomheder er udvalgt til at deltage i et forløb, der skal skabe vækst i virksomheden og jobs til medarbejdere, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet.

”Vi har tidligere været nødt til at rekruttere kokke fra udlandet og lære dem op. Nu får jeg uvurderlig hjælp til udvikling af forretningen og vi skaber jobs til lokale borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Så vinder vi alle!” Sådan lyder det fra Nathalie Ina Kühl, ejer af Lagrolet, der driver de fem SushiMania-butikker i Aalborg.

”Vi har allerede medarbejdere ansat på særlige vilkår. Det er vi rigtig glade for – fordi det giver en ekstra krølle på arbejdsdagen og en stolthed i virksomheden. Vi vil gerne ansætte flere, så derfor er det fantastisk at få hjælp til at virksomheden kan vokse, lyder det fra de tre bagere og ejere fra La Bontá, Gitte Jensen, Christian Hansen og Niels Rynkeby.

Samtidig med at virksomhederne udvikles får 16 ledige Aalborg-borgere et udviklingsforløb, der skal gøre dem parate til et lønnet job i virksomhederne. De to virksomheder stræber efter at ansætte mindst fire udsatte borgere hver.

”Hvis vi formår at skabe vækst i virksomheden, bliver der jobs til flere. Det er oplagt, at vi samtidig får mennesker fra offentlig forsørgelse ind på arbejdsmarkedet. Det er godt for den enkelte, det er sundt for samfundsøkonomien – og vi kan se at virksomheder, der deltager i vores forløb, får nye vækstmuligheder,” siger Birgitte Frost Mathiesen. Hun er direktør og partner i Den Sociale Kapitalfond, som udvikler metoder, der viser hvordan social ansvarlighed kan blive en god forretning.

Aalborg Kommune, Fokus Folkeoplysning og RCA har opgaven med at finde de udsatte borgere, der skal igennem opkvalificering og jobtræning, så de bliver klar til ansættelse.

”I Aalborg Kommune er vi rigtig glade for det nye samarbejde med den Sociale Kapitalfond. Det er helt unikt, at der er et samtidigt fokus på forretningsudvikling og social inklusion. Det betyder, at virksomhederne får styrket deres forretning og får den arbejdskraft, de har brug for, samtidig med at de gør en mærkbar forskel for andre mennesker. Dét giver mening. Nu er vi kommet godt fra start, og vi glæder os til at følge resultaterne hos La Bontá, Sushimania og de borgere, som bliver en del af forløbet hos de to virksomheder”, fortæller Frida Tarp, socialøkonomisk konsulent i Aalborg Kommune.

 

Fakta:

Sushimania (Lagrolet ApS)
Virksomheden består af 4 take aways med produktet sushi i pick’n’mix, samt 1 restaurant med gourmetsushi og andre asiatiske retter a la carte.

La Bontá
La Bontá er et kvalitetsbageri med butik og café i Aalborg og Hjørring. Virksomheden værner om bagerfagets bedste traditioner. De bager brød efter de bedste bageprincipper, som bl.a. betyder, at de bruger ganske lidt gær og lader brødet hæve i lang tid. Den kombination får den bedste smag frem i brødet, ligesom det også giver brødet en lang holdbarhed og ernæringsmæssigt den bedste værdi.

Social inklusion gennem Vækstpartnerskaber
Projektet ’Social inklusion gennem Vækstpartnerskaber’ kobler kommuner og virksomheder i et år. Virksomhederne i projektet gennemgår 12 måneders individuelt tilpasset forløb med forretningsudvikling og social inklusion med Den Sociale Kapitalfond. Samtidig bliver udsatte ledige klædt på til at komme i beskæftigelse hos virksomhederne. Det sker i et forløb hos en lokal udviklingsaktør. Kommunerne hjælper med at finde de udsatte borgere til projektet.

Projektet støttes af EU, drives af Den Sociale Kapitalfond og gennemføres i 2019 i samarbejde med seks kommuner – Aalborg, Kolding, Stevns, Odsherred, Køge og Gentofte – og 10 virksomheder fra de seks kommuner.

Projektet gennemføres i 2020 med virksomheder fra Ikast-Brande, Gribskov, Silkeborg, Holbæk, Frederiksberg og Holstebro kommuner.