Energi til hinanden

Et nyt samarbejde skal bringe energi til udsatte unge og lokale virksomheder i Esbjerg. Tæt på 200 udsatte unge får nye muligheder, og 20 virksomheder forretningsudvikles til socialt ansvar og styrket vækst i pilotind satsen ’Energi til hinanden’.

Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør
I videoen her over om projektet Energi til Hinanden, får du et indblik i, hvordan virksomheder og kommunens indsats hjælper unge i job eller uddannelse.

 

Godt 1000 unge fra Esbjerg Centrum og Esbjerg Øst er hverken i job eller uddannelse. En udfordring som gør, at Esbjerg Kommune ønsker at gå nye veje for denne gruppe af unge, hvor ofte både folkeskolen og senere jobcentret virker demotiverende. Samtidigt er Esbjerg en af de kommuner, hvor det kan være sværere for virksomhederne at få rekrutteret – så byen har brug for alle de hænder, der er klar.

Derfor har Esbjerg kommune, Socialt Udviklingscenter (SUS) og Den Sociale Kapitalfond med støtte fra Lauritzen Fonden igangsat udviklingsforløbet ’Energi til hinanden’, der skal sikre udvikling inden for tre spor; et spor målrettet udsatte unge i aldersgruppen 16-27 år. Her bliver hovedfokus, at de unge selv er med til at finde deres vej til job eller uddannelse. I alt estimeres det, at 200 unge kommer igennem forløbet. Heraf er målet, at 40 unge kommer i uddannelse, og 40 unge kommer i job i løbet af perioden. Et spor er rettet mod at udvikle Jobcenterets metoder ift. mødet med de unge – og det sidste spor er rettet mod lokale virksomheder.

Lauritzen Fonden støtter indsatsen økonomisk og som sparringspartner. Fonden købte i 2019 den tidligere Bieringhus Efterskole, som fremadrettet skal fungere som et moderne kultur- og medborgerhus, hvor målet er at samle og muliggøre fællesskaber og aktiviteter på tværs af alder og interesse. Her skal den nye ungeenhed kaldet ’Vindmøllen’, holde til og her er ambitionen at de unge skal være medskabere af aktiviteter, så de selv er med til at danne rammerne for deres udvikling. Ti medarbejdere fra Esbjerg Jobcenter får arbejdsplads i den nye ungeenhed, hvor traditionel sagsbehandling er afløst af fælles løsninger af de udfordringer, som den enkelte unge har.

Sideløbende med aktiviteterne på ’Vindmøllen’ bliver 20 Esbjerg virksomheder inviteret med i ’Energi til hinanden’, hvor de bliver gearet til at ansætte de unge. Det sker gennem acceleratorforløb faciliteret af Den Sociale Kapitalfond, som har erfaringer, der viser, at jo før virksomhed og ung matches i udviklingsforløbet, desto større succesrate. Deres erfaring lige nu er også, at interessen for sociale investeringer er i vækst – ikke mindst fordi at flere og flere aktører ser potentiale i at arbejde med flere bundlinjer – og ikke mindst også, fordi kommunerne kan se det som vejen til at sikre ekstern finansiering, der investerer i resultater i ellers pressede kommunale budgetter.

Succeskriterier for de tre udviklingsspor i indsatsen ’Energi til hinanden’
  • De unge får faglige og sociale færdigheder, bliver bedre til at håndtere deres egen hverdag og begynder på eller fastholdes i uddannelse eller job.
  • Jobcenter Esbjerg får nye erfaringer med at arbejde anderledes med de unge. Resultaterne med ungegruppen forbedres, og der opnås nye indsigter i hvilke tilgange, der mest effektivt rykker de unge.
  • Virksomhederne oplever, at deres deltagelse giver værdi for samfundet, for virksomheden, deres medarbejdere og virksomhedens mulighed for udvikling og vækst.

Herudover er det væsentligt at kommunen får erfaringer, der kan danne grobund for sociale investeringer, der sparer kommunen penge og skaber sociale effekter for udvalgte grupper i samfundet.