Nytænkt beskæftigelsesindsats øger unges selvværd og motivation

På en nedlagt efterskole i Esbjerg er værestedet ’Vindmøllen’ oprettet med indsatser for unge, der har skabt fantastiske resultater – både for samfundet og for den enkelte.

Steffen Rasmussen holder foredag for unge, virksomheder og andre interessenter i Vindmøllen, Energi til Hinanden

I torsdags holdte Steffen Rasmussen, stifter Fundamentet i Aarhus, som hjælper sårbare og udsatte unge, samt Center for Social Nytænkning, foredrag på Vindmøllen. Både de unge, virksomheder og andre interessenter var inviterede, hvor de hørte foredrag, spiste frokost og kunne tale sammen efterfølgende.

Case, Nyhed

En af indsatserne på Vindmøllen hedder Energi til Hinanden, som Esbjerg Kommune, Socialt Udviklingscenter (SUS) og Den Sociale Kapitalfond med støtte fra Lauritzen Fonden har igangsat. Forløbet er bl.a. målrettet udsatte unge, hvor de unge selv er med til at finde vej til job eller uddannelse. Målet med indsatsen er på sigt at få 200 unge gennem forløbet, hvoraf minimum 40 kommer i uddannelse, og minimum 40 kommer i job i løbet af perioden.

En af de unge, der indtil videre har haft gavn af forløbet, er Athena på 24 år, der tidligere har haft udfordringer med at finde sin retning i livet:

”For et par år siden knækkede jeg. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse, angst og depression, og jeg havde ingen fysiske kræfter. Jeg fik på daværende tidspunkt noget hjælp og kom i virksomhedspraktik i et supermarked, men jeg blev nødt til at stoppe efter halvanden måned,” fortæller hun.

Men så flyttede Athena til Esbjerg, hvor hun gennem jobcenteret blev tilbudt en plads i Energi til Hinanden, som tilbyder aktiviteter til udvikling, som de unge selv er med til at skabe rammerne om:

”En gang om ugen, som var det, jeg havde kræfter til på daværende tidspunkt, begyndte jeg blandt andet at deltage i meet-ups med andre unge samt forløb, der bl.a. handlede om at få redskaber og rådgivning til selvværd og selvtillid. Nu, et år efter, er jeg her fire gange om ugen. Det ville jeg aldrig have forestillet mig, hvis du spurgte mig for et år siden,” fortæller Athena.

Athenas udvikling kan også ses blandt andre unge fra Vindmøllen. Den Sociale Kapitalfond har nemlig foretaget en analyse blandt de unge og deres vejledere, hvor det viser sig, at de unges vedholdenhed er steget med 31% i gennemsnit. Det kan blandt andet forklares med, at de unge nu har nemmere ved at fastholde rutiner samt, at de ikke oplever at blive slået ud så let som tidligere.

Et mere positivt og motiveret syn på fremtiden for de unge

Den Sociale Kapitalfonds undersøgelse viser indtil videre, at motivationen hos de unge i forløbet er steget med 30%, samtidig med at de ser mere positivt på fremtiden, end da de startede på Vindmøllen. En af årsagerne kan være det, der bl.a. er særligt anderledes ved forløbet; at den traditionelle sagsbehandling afløses af individuelle løsninger baseret på relationel tilgang.

Sammen med en unge-advisor er de unge selv med til at finde vej til beskæftigelse og danne rammerne for deres udvikling. En vigtig del af indsatsen er at støtte de unge i deres tempo, og at de har den samme unge-advisor gennem hele forløbet. De unge bliver ikke presset til at komme videre hurtigt men bliver i stedet tilbudt muligheder, når de unge selv giver udtryk for at være parate til næste udviklingstrin. Og netop det har hjulpet Athena på vej: 

”Der bliver ikke lagt pres på mig her på Vindmøllen, men min vejlederne tager derimod hensyn til, hvor vi er henne i processen. Der er ikke ligesom det pres, jeg oplevede under min virksomhedspraktik,” fortæller Athena, der i dag har fået et helt nyt syn på fremtiden, end hun havde for et år siden:

”Jeg er meget mere motiveret og selvsikker, og jeg ved, der er noget til mig derude. Nu er jeg meget tæt på at være klar til at komme ud og arbejde,” tilføjer Athena.

Virksomheder tager imod de unge

Sideløbende med aktiviteterne på ’Vindmøllen’ er 20 Esbjerg-virksomheder inviteret til at være en del af Energi til Hinanden, hvor de bliver gearet til at ansætte de unge. Det sker gennem et acceleratorforløb faciliteret af Den Sociale Kapitalfond. En af de virksomheder er Højvang – En Rigtig Bager, der er meget motiveret for at få unge i arbejde:

”Der ligger så mange ressourcer i de unge, og en virksomhed som vores, hvor man skal bruge sine hænder, er oplagt for unge, der ikke er motiveret for en bolig uddannelse ,” fortæller bagermester i Højvang – En Rigtig Bager, Claus Knudsen.

Virksomheden blev en del af projektet for nylig, hvor forretningsudvikler fra Den Sociale Kapitalfond, Helle Bergstrøm, blandt andet hjælper virksomhederne med at styrke deres finansielle performance samt udvikler og rådgiver virksomheden om, hvordan man tager socialt ansvar samt skaber plads til en eller flere unge i virksomheden: 

"Vi er i tæt dialog med virksomhederne for at finde ud af, hvor i deres forretningsmodel, det ville passe at have en ung ansat samt, hvordan man sørger for at rumme den ansatte. Samtidig afprøver vi et nyt, særligt værktøj, der skal onboarde de unge fra Vindmøllen. På den måde arbejder vi for, at den unge finder sig til rette hurtigere og bedre i virksomheden, således fastholdelsesgraden opretholdes," fortæller Helle Bergstrøm. 

Selvom Højvang – En Rigtig Bager er nye i projektet, så føler de sig allerede klar til at gøre en forskel:

”Det har altid været vigtigt for mig at arbejde med de unge og give dem mulighed for at komme ud af systemet. Nu er vi klar til at få nogle unge i arbejde eller praktik, og vi ser utroligt meget frem til at kunne hjælpe dem i beskæftigelse,” fortæller Claus Knudsen.

Energi til Hinanden er støttet af Lauritzen Fonden.