Social StartUp: Deltagere efterår 2014

Fem virksomheder blev 1.7 2014 udvalgt til Danmarks første acceleratorprogram for sociale iværksættere, Social StartUp, der skal hjælpe virksomhederne stærkt fra start. Målet er at få skabt en solid forretning og derigennem arbejdspladser til udsatte ledige. Programmet er finansieret af VELUX-FONDEN i samfinansiering med VILLUM-FONDEN.

Case, Nyhed

De udvalgte er Beeliving, Buddha Bikes, DIIG og MIIG, FEAST/Skyhatt og Legehytten.dk

Beeliving (Kolding)

Beeliving vil lave honningbaserede produkter i den absolut højeste ende af kvalitetsskalaen – det skal være honningens svar på Johan Bülow Lakrids. Beeliving har et særdeles stærkt team bag sig med den selvudnævnte ’kreativitetskrutugle Merete Due Paarup og kok/gastronaut Per Guldbrandt i spidsen. De honningbaserede produkter skal produceres af udsatte ledige i Kolding og omegn.

Cykelven/Buddha Bikes (København)

The cycle of reincarnation – I Buddha Bikes vil Alexander og Simon skabe arbejdspladser for kriminalitetstruede unge ved at istandsætte og sælge indsamlede overskudscykler. De unge får et job og kommer i mesterlære som cykelsmede.  Alexander og Simon har i et par år drevet virksomheden Cykelven, et mobilt cykelværksted målrettet virksomheder i københavnsområdet. Her tager cykelsmede ud til virksomheder og institutioner som Topdanmark og Glostrup Hospital og vedligeholder de ansattes cykler efter behov, til gavn for medarbejdernes sundhed og for miljøet.

DIIG OG MIIG (Ikast-Brande)

Jørgen Kristensen vil skabe en plads på arbejdsmarkedet til mennesker, der ellers er parkeret på sidelinje. Med virksomheden DIIG og MIIG vil Jørgen Kristensen producere kvalitetsprodukter i træ til børn. Det første produkt er en ”Christiania-cykel” til børn. Jørgen Kristensen har erfaring fra familievirksomheden Bording Fronts, der laver trækomponenter til køkkener og møbelindustrien, hvor han hjælper udsatte ind på arbejdsmarkedet gennem mentorordning, fleksjobs og arbejdsprøvninger.

FEAST/Skyhatt (Skanderborg)

Skyhatt laver festivalmad til større arrangementer som Roskilde, Northside og Skanderborg Festival. Teamet bag har allerede erfaring med at beskæftige udsatte, og det er denne del, som de nu skruer op for med den sociale startup-virksomhed FEAST.

Legehytten.dk (Slagelse)

Anders Sørensen driver enmandsvirksomheden Legehytten.dk, hvor han fremstiller, sælger og monterer kvalitets legehuse til det danske og nordiske marked. Det sociale ansvar er en integreret del af virksomheden, og Anders samarbejder allerede i dag med forskellige sociale værksteder og den lokale produktionsskole. Med Social StartUp skal forretningen hos Legehytten.dk styrkes og virksomheden skal skabe reelle arbejdspladser til mennesker med fysiske og psykiske handikaps, så de får mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet.